Imod alle forskrifter – hvor findes lykken?

En indrømmelse, jeg har været sløv til at opdater herinde.

Måske skyldes det til dels at jeg ikke finder billeder af leverpostejmadder, økoboller eller bobels videre interesant for omverden. Men at jeg umiddelbart tænker at et blog indlæg må have en smule substants og relevans for det lesbiske samfund eller for moderskabet generelt, før det bør gives til offentligheden. Måske lidt store krav at stille til sine egne skriftlige kompentencer for resultatet er mindre spontaniteten og uendelig lang tid mellem strømmen af ligegyldige hverdagsindlæg,  og det er vel egentlig det som bloggenren er til for? for at skilte virkeligheden,hverdagen,  i alt sin ligegyldig gyldighed. I hvert fald, idag vil jeg opdater jer lidt i om livet som det ser ud, fra vores perspektiv. nu.

Skærmbillede 2015-10-04 kl. 09.07.41

Vi er flyttet til Nørrebro – Ja thats right. Vi har forladt 96 m2 i Bagsværd for at rykke 10 km længere ind mod centrum. Nærmere bestemt Nørrebro, lige mellem Jagtvej og Stefansgade. Tæt på kebabpusher, grødcafer og genbrugsshoppe. Tæt på multietnolekt, tæt på liv, og tæt på søerne. Det er virkeligheden, at vi har forladt 96 m2 for at krybe sammen på 38 m2. 38 – Det lyder så småt!! Mange ville ikke gøre det. Og flere venner lignede store spørgsmålstegn da jeg i fjord fortalte dem at vi ville byttede 4 værelser ud med 2.

Mødet med Bjelkes alle

Men sandheden er, at da jeg først gang satte mine fødder på den skæve trappeopgangen på Bjelkes alle (af en helt anden årsag) tænkte jeg straks at huset, med det 6 små boliger, var både helt unikt og æstetisk smukt. I opgangen mødte jeg duften af både gammelt træ og nye kondisko.

Men første gang, jeg satte mine fødder i opgangen skulle jeg besøge en bekendt, en pige, jeg vist nok en gang havde kysset en sen aften på en bar, en pige der så venligt tilbød at passe min hund alt imens jeg var nogle dage i udlandet. Hun bød mig indenfor i en lille finurlig lejlighed, en kvist, med et minimalt køkken og med de fineste små værelser. I hendes vindueskarm stod lys og farverige skåle som sendte både rød, gul og orange farvestråler ud i rummet. Bordet var hjemmelavet, med skæve tegneserie udklip og en dufte af urtethe og kaffe  kilde snart mine næsebor. Hendes roomie var hjemme Skærmbillede 2015-10-04 kl. 09.09.08og mens vi updaterede hinanden, snakkede om løs og fast. Der slog det mig pludselig. Hvorfor ikke! Hvorfor ikke gå på kompromis med pladsen for beliggenheden, og for ejerskabet.

Efter meget overvejelser, begyndte jeg mine vandringer efter egendomsmægler i både Kbh V,Ø,N for at finde den perfekte lille bolig til mig og knægten. Mange mails og fremvisninger siden, spurgte jeg noget frustreret på de sociale medier om nogen mon kendte til ledige andelsboliger i København. Og ganske få minutter efter lå der en privat besked, fra pigen med lysene og det sjove bord. Der var vist en i hendes andelsforening der ville sælge.

Efter rotering, snak og møder, en fremvisning eller to. Skrev jeg lidt overmodigt under og nu er vi flyttet. Til Nørrebro. Og selv om pladsen er minimal, og det hedder køjeseng og slå-udspisebord, så er nyder vi hver dag her i midten af alting. Vi nyder de 12 min til skole på cykel, nyder at skaterparken blot er 300 meter væk, nyder assistens skiftende farver og dens iboende ro. Nyder Jægerborgsgade liv og Stefanos livlige rod.

Jeg hæfter mig lidt, ved folks kasser. Dem, jeg så ofte har mødt og møder i mine valg. Deres – det kan man – og – det kan man ikke,  Deres bokser om rigtig og forkert. Jeg tænker dog til stadig, at man skal være sin egen lykkesmed og gøre det der gør en virkelig glad. Alle bør reflektere, undre sig, spørge dem selv, om de træffer deres valg på baggrund af forskrifter eller på baggrund af et aktivt valg om egen lykke. Jeg møder så tit at:

 Børn da ikke kan dele værelse, eller at man ikke kan sove i stuen, at man ikke kan spise rugbrød to dage i træk, eller lade ukrudtet i haven gro.

Hvad er lykke?

Men ærligt talt, så er det næppe det de husker som afgørende, vores børn. Om barndommen var kærligt i Udby eller på Christianshavn. Forskrifterne er næppe det vores børn dvaler ved, når vi engang er gået bort. Men, mon ikke de gør det op i små mærkværdige oplevelser, som da i grinede og spillede kort i lufthavnen i 3 timer på grund af forsinkelser, eller da kaninen gravede sig ud af buret og i måtte rende rundt og lede efter den hos diverse naboer, eller som de regnvejrsaftner i drak kakao i vindueskarmen og de sommerdage hvor vi hørte højt musik og spillede fodbold eller stod på rulleskøjter. Mon ikke, det er det de husker frem for mærket på bukserne, om det var 40 eller 80 m2, om de havde ipads eller wii. Det håber jeg.

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s