Det er med en kæmpe knude i maven, at jeg skriver det her

Av. Av, av av…

At læse mit seneste indlæg herinde, gør pludselig lidt mere ondt end ellers. I går græd himlen og jeg græd med. Min kæreste og jeg gik nemlig fra hinanden fredag nat. Når jeg læser mit sidste indlæg igen, kan jeg sgu egentlig godt selv se at det kun var et spørgsmål om tid. Det var hende, der sagde ordene højt – ikke mig. Men der var nok ikke gået meget længere tid, før jeg havde sagt det.
Det er sjovt.. Når først ordene er sagt højt, kan de ikke bare sådan trækkes tilbage igen. Nogle mennesker prøver, men det ender som regel ikke særligt godt. Derfor indså jeg også (næsten) med det samme, at OK, det er helt slut. Ikke noget med pause og ikke noget med at kæmpe længere. For det kræver lidt, at den anden part er interesseret i at kæmpe med. Det der gjorde mest av var, at hendes grund var fordi hun havde mistet følelserne for mig. Jeg har stadig følelser for hende, men kan med min rationelle del af min hjerne, godt se at vi ikke er gode for hinanden. At hun ikke har følelserne længere, er der så ikke så meget at gøre ved, kan man sige…

Jeg er ret afklaret med hele situationen, men jeg imiterer også spontant niagra falls flere gange om dagen. Jeg har jordens sødeste veninder, som hver især har hjulpet mig allerede nu. Og til de af dem, der læser med her, vil jeg gerne sige TAK. Jeg ved, at jeg går nogle hårde måneder i møde, men at de allerede nu står klar med sikkerhedsnet og er klar til at gribe mig, betyder så vanvittigt meget.

Men det er egentlig underligt, for det er nok det mest rolige og ærlige break-up jeg overhovedet kan forestille mig. Måske har det noget at gøre med, at vi egentlig har været mere veninder end kærester i det sidste stykke tid. Måske er vi bare lige tilpas rationelle i sådanne situationer. Jeg ved det ikke.. Men jeg véd, at vi stadig har det godt med hinanden og sågar også kan snakke med hinanden om, hvordan vi har det med alt det her. For det ér fandme underligt det her, når man har været sammen i halvandet år. Og så bor vi selvfølgelig også sammen. Heldigvis har vi holdt tingene ret adskilt, så dén del er ikke så hård. Og vi har det som sagt fint med hinanden, så der er ingen stress med at flytte væk fra lejligheden eller noget. Vi tager det én dag ad gangen. Hvis én af os begynder at ses med en anden, bliver det sgu nok lidt underligt og så vil vi nok ikke være interesserede i at rende op og ned ad hinanden længere 😉 ..

Så et virtuelt skål i tudekiks og sodavand, med dynen om livet og Netflix parat. Skål for at stoppe, inden det åd os begge op og skål for en ny start med universitet og en clean slate til et nyt kapitet i mit liv. Jeg er ikke helt OK – men jeg er så okay, som man nu kan være og jeg ved at hver dag bliver lidt lettere at komme igennem.

Hov, forresten. Jeg har aldrig rigtig prøvet det her før. At komme ovenpå efter et langt, seriøst forhold. Så jeg aner ikke, hvordan jeg kommer til at være de næste måneder. Det er lidt skræmmende, men der kommer helt sikkert til at blive skrevet om det hér på bloggen. Så er hjertesmerte ikke lige din kop te, er der heldigvis andre du kan følge herinde. Nu er du i hvert fald advaret. For det her er mit åndehul og det har jeg satme tænkt mig at udnytte!

Reklamer

2 thoughts on “Det er med en kæmpe knude i maven, at jeg skriver det her

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s