Tour de Lesbian

Så er der status fra den såkaldte eventyrlebbe. For tiden lever jeg lidt mere op til mit alias, end jeg plejer. Jeg er nemlig taget ud i verden. Spanien for at være mere præcis. Jeg har været afsted halvanden uges tid og skal være her ca. en måned mere. Al tiden bliver brugt til at vandre, falde i søvn på stranden og bare være alene. Så dejligt og så tiltrængt.

Men når jeg nu bare er mig selv og vader rundt i naturen 7-8 timer hver dag, har jeg også en masse tid til at tænke. Jeg tænker på, hvor pæn Ruby Rose er og på andre lige så essentielle ting. Jeg spottede forleden et “I love Ruby” skrevet med sprittusch (se billedet) og er sikker på, at det er den lækre OITNB-skuespiller, der er elsket også her på vandreruten. Nå, men det var et sidespring.

Tilbage til tankerne. Jeg et par gange på turen blevet spurgt (på spansk), om jeg har en kæreste. Og det er jo sådan set et meget stille og roligt spørgsmål, men alligevel ved jeg ikke helt, hvad jeg skal svare. For de spørger jo, om jeg har en kæreste, som indforstået er en mand. Un novio hedder sådan én. Og det har jeg jo ikke. Jeg har heller en kæreste, som en en kvinde, altså una novia. Når jeg bliver spurgt, siger jeg altså nej og har indtil videre forsøgt at skøjte let og elegant (læs: desperat) væk fra emnet. Men jeg føler, at jeg lyver. Idet jeg vælger ikke at rette vedkommende, som spørger, forsætter denne jo med at antage, at jeg er heteroseksuel og ikke har un novio. Og det har jeg altså tænkt over. Det er et dilemma for mig. For på den ene side drømmer jeg jo om, at folk bare kan se/mærke/fornemme på mig, hvor homo jeg er. Men det er som om, friluftslebbelooket blender for godt ind med alle de andre vandrefreaks og så ser jeg åbenbart ikke så lesbisk ud (hvad det end betyder…). På den anden side er min seksualitet jo min egen sag og ikke noget fremmede mennesker nødvendigvis skal indviges i som det første, når jeg møder dem.

Nogle gange tænker jeg, at det ville være nemmere med et stort regnbueflag i panden og så var den skid ligesom slået. Men jeg vil jo også gerne selv vælge, hvem jeg fortæller om en så intim del af mit liv. Jeg er bare træt af at springe ud hele tiden. Fra 10-meter vippen med lukkede øjne og bankende hjerte. Som om én gang ikke var angstprovokerende nok? Heldigvis bliver det nemmere og nemmere. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver ligeglad med folks overraskede blikke eller de flove øjne, som kigger ned i jorden, fordi de har taget fejl eller fordi, det bare er for akavet for dem at snakke om (homo)seksualitet. Jeg kan mærke, at jeg ser folk lidt an, inden jeg tager springet endnu en gang. Det er vel en form for forsvarsmekanisme, som skal beskytte mig mod at blive såret af de øjne der eller det, som er værre. 

Næste gang jeg bliver spurgt, kan det være, jeg hvisker novia og ser, hvad der sker. Forhåbentlig bliver mine bekymringer gjort til skamme og mit næste spring bliver det lettere at tage. Måske jeg endda bliver en frygtløs superudspringer, når jeg bliver stor.

Reklamer

One thought on “Tour de Lesbian

  1. Jeg har det på præcis samme måde. Føler jeg lyver, selvom det jo er rigtigt, at jeg ingen mandekæreste har. Men bare det faktum, at jeg ikke retter vedkommende, er nok. Jeg er også forfærdelig træt af konstant at springe ud, og ofte ender jeg i situationer, hvor det bliver akavet, fordi jeg ikke er sprunget ud, da jeg først havde chancen, føler jeg har løjet og dermed synes, det er akavet sådan 6 måneder senere at sige “Hey, du ved, jeg er jo forresten lesbisk. Har jeg glemt at sige det? Ups!”. Jeg håber det bliver lettere for både dig og mig.

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s