Jesus, farmor og en hel del om tolerance

Der sad to lebber på en kirkebænk.

Det lyder som starten på en dårlig 90’er joke, men det var faktisk hvad der skete Skærtorsdag i denne Påske. Jeg kører med en ret heftig forsinkelse på det her indlæg – det er der mange grunde til. En af dem er mit nye job, som jeg så skide gerne vil gøre mig fortjent til. Det er sjovt. Mine kolleger er søde og engagerede. Det virker rigtigt. Det er også konstant homo-udspring fra 5-meter-vippen, men forhåbentlig er de ved at komme sig. Det er en anden historie.

Tilbage til det med kirken, torsdag morgen og løs snak. Han virker som en ret fin fyr ham Jesus, kærlighedsbudskab and all. Med tolerance på. Og næstekærlighed. Det er rimeligt svært ikke at holde af. S får mumlet noget om, at hun godt kunne se ham som queer. Jeg nikker.

Det her ville ha’ været en langt mere atypisk snak for sådan en torsdag morgen, hvis det ikke var fordi, vi skulle til gudstjeneste. Nu er det ikke fordi, vi normalt overrender den danske folkekirke, men der er altså et formål med det her – og det er, objektivt set, et ret så fint formål. Et researchprojekt (kan man kalde det i en snæver vending) – som I nok skal komme til at høre meget mere om.

Under alle omstændigheder, havde vi denne Skærtorsdags-formiddag valgt at høre Michael Hemmingsen, som selv er homo. Det virkede på en eller anden måde trygt og mindre intimiderende. Og det blev det heller ikke, intimiderende altså. Ud over, at jeg altid får sådan en mærkelig klump i halsen, når jeg går ind i en kirke (lige dele følelsesmæssige rester af utallige begravelser / billedet af en armbold der rammer mig i hovedet, når jeg træder ind, fordi min kæreste har bryster), og at jeg tuder per automatik, så snart orgelet sætter i gang med “Se nu stiger solen”. Den er sikker som amen i kirken (indsæt selv dadamtjzziii…).

Men den her påskegudstjeneste var fin. Udover, at man – eller han, Michael altså – ikke fraveg de gamle ritualer med salmer osv., så var hans prædiken af en anderledes rummelig (og forståelig) karakter end dem, jeg har hørt fra hans kolleger rundt omkring i nyere tid. Det sværeste ved folkekirken er for mig (ud over den pletvise, rimeligt markante homo-fjendske holdning) at jeg simpelthen ikke forstår, hvad de siger. Og endnu værre – det virker heller ikke nødvendigvis som om at præsterne (med undtagelser, selvfølgelig!) gør sig den store umage ift. at formidle budskaberne på en måde, der gør, at man tager noget med derfra. Det sender mig direkte tilbage til folkeskolen, hvor jeg ind imellem lærte pensum udenad, hvis jeg ikke lige kunne forholde mig til indholdet – så kunne jeg jo i hvert fald gengive materialet, og det blev godtaget. Det gik måske endda dengang, men tiden er løbet fra gengivelse af andres ord i ufiltreret, ufortolket form. Og da særligt når vi taler om så gammel en svinger som Biblen.

Men Michael gjorde noget, som sikkert også er grunden til, at hans gudstjenester ikke er affolkede – han relaterede ordene til virkeligheden. Vores virkelighed. Samfundet, som det ser ud i dag.

Og det var interessant. Og meget sympatisk. Det er virkelig svært ikke at holde af et budskab om, at huske at passe på hinanden og huske at huske på, hvor helt vildt uduelig verden er uden tolerance, rummelighed og kærlighed.

Jeg havde lidt lyst til at kramme ham, da vi gik derfra. Jeg er personligt møg hamrende ligeglad med, hvilken ‘frakke’ et budskab om tolerance har på. I min optik kan vi ikke sige det højt for ofte – vi skal huske at rumme hinanden, passe på hinanden og (måske endda) elske hinanden, hvis vi da overhovedet kan.

Og på den bemærkning vil jeg sende min farmor en mail om, at det ville gøre mig glad, hvis hun kunne rumme at glædes på mine og S’s vegne. At jeg ved, det er fremmed for hende, men at hendes spydige og ubetænksomme bemærkninger gør ondt. Så håber jeg bare, at jeg kan servere budskabet, på en måde der gør det mindre fremmed – måske låne lidt af Michael. Måske hun så også har lyst til at kramme mig, når hun har læst det. Det håber jeg.

Helt vildt forsinket påskehilsen fra LateAdopter

Reklamer

2 thoughts on “Jesus, farmor og en hel del om tolerance

    • Mange tak. Jeg ved godt, at hun ikke gør det af et ondt hjerte den gamle – det er bare så ekstremt sårende. Om ikke andet, så kan det være, at hun kan forstå dét. Familie er svært ind imellem.

      Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s