Lebber i frihaven og Bauhaus, men ikke i mit liv

Jeg er faldet lidt ned i et hul. Ikke et godt, varmt, fugtigt, bare rolig, den joke laver jeg ikke, hul. Bare et hul. Det kommer sådan lidt i perioder, ca. to måneder i løbet af året som jeg bruger rullet sammen i en bold, vuggende frem og tilbage. Normalt er jeg sådan et menneske med styr på kalenderen, der svarer på emails i nogenlunde tid og som kommer til tiden. Det er jeg ikke i mine ”rullet sammen i en bold”-faser. Lige nu kommer jeg for sent, svarer hverken mails eller sms’er, har ikke styr på noget, og gud forbyde at nogen prøver at sige hej til mig på gaden.
Derfor har jeg heller ikke skrevet herinde. Fordi selvom det her er vores helt egen lille frihave (jeg forestiller mig at frihaven har lebber. Please sig at frihaven har lebber?) så kan jeg ikke helt overskue det.

Siden sidst:
Jeg er flyttet væk fra forældrene, og jeg så lebber i Bauhaus, de skulle have en boremaskine, jeg skulle have flyttekasser, men jeg kiggede på en båndpudser for at komme tættere på dem. Jeg er blevet semi-forelsket i min bedste veninde. Jeg skyder skylden på foråret, men hendes nye shampoo dufter af honning og vanilje, så måske er det det. Hun er ”strictly dickly”. (jeg lå krøllet sammen og græd til G.B.F. i går. Not recommended.) Det er hetero-veninde clichéen jeg godt kunne have levet uden, men det er langt fra første gang, så hvad fanden.

Lige i øjeblikket skifter mit soundtrack mellem Black Kids – I’m not gonna teach your boyfriend how to dance og T&S – How come you don’t want me now. Det er ynkeligt, men sådan er det. Har I flere forslag til sange om piger der ikke er interesserede?

Min mor sagde “Du mente det virkelig?” da jeg sagde til hende at lesbiske godt kunne stifte familie. Jeg sagde ja, hun sagde nå. Det var akavet.

Kender I det, når man burde ringe tilbage til nogen, men så glemmer man det, og så er det for sent at ringe tilbage? Sådan har jeg det lidt herinde. Jeg burde have skrevet noget for en måned siden, men så faldt jeg ned i hullet, og så blev det for pinligt at skrive.

Jeg ringede aldrig tilbage til banken, men I slipper ikke for mig. Jeg skal bare skrive i stedet for at tænke. Jeg har brug for alt den lady-lovin’ støtte jeg kan få – jeg har virkelig ikke nok af den slags IRL.

Reklamer

6 thoughts on “Lebber i frihaven og Bauhaus, men ikke i mit liv

  1. Åh, hvor jeg dog kender “det hul der”… Det er vi garanteret MANGE, der gør! En skam, vi ikke kan mødes, når vi alligevel ligger dernede og roder.

    Solskin til dig – håber du snart kommer helt op til overfladen igen.

    Like

    • Det kunne være så hyggeligt. Et uforpligtende fællesskab for folk i hullet. Tak, jeg regner med at det her er første trin på stigen op af hullet.

      Like

  2. Jeg har det også sådan af og til (nogle gange flere gange om året, men så bare i kortere perioder). Heldigvis så kommer man altid ud af dem igen, og ind til man gør det, skal man altså bare ligge i fosterstilling med alt for meget slik og firkantede øjne pga. al det fjernsyn man stener.
    Det lyder også til at der er sket meget i dit liv for nylig.. Ro på grisling ❤
    Knus CL

    Like

    • Jeg er nået til 4. Sæson af Gilmore girls. Paris følger efter Rory til Yale, fordi hun er forelsket i hende. Det er i hvert fald sådan det er i mit hoved. Tak for de opmuntrende tanker 🙂

      Like

  3. Åh, søde Grisling.
    Hvis du bor i Aarhus-området og trænger til nye/flere LGBT-bekendtskaber, så kan du tjekke DiverseCity ud (http://diversecity.dk).
    Vi er søde, ganske normale og kender alt til forældre, der ikke helt forstår.

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s