Og den gjorde mig ude af stand til at stoppe de 11 taller som så vulgært strømmede ud af begge næsebor.

Jeg havde lovet mig selv ikke at lave en R.I.P statusopdatering, så nu skriver jeg et sorg indlæg i stedet. Ironisk ikke! Men jeg har brug for at fortælle det. Fortælle at vi i dag begravede Morfar hvid. (Husker i mit indlæg i december omhandlende Morfar hvid og Morfar sort ?). flemming1Sidste torsdag blev jeg ringet op og fik den ulykkelige nyhed at Morfar hvid var fundet død dagen forinden. Han var sovet stille ind i sin seng – Naturlige årsager siger de. Lægerne altså. Så i dag stod vi der, en flok mennesker. Brødre, søskende, kusiner, nevøer, niecer, børn, børnebørn og hjemmeværnskammerater. Omgivet af blomster, tårer og salmesang. Og det ramte mig igen, sorgen ramte mig med 180 km i timen og den gjorde mig ude af stand til at stoppe de 11 taller som så vulgært strømmede ud af begge næsebor. Jeg måtte gang på gang rode efter nye kleenex for at tørre de salte tårer væk fra mit rødsprængte ansigt. Efter kaffebord og snaps forlod vi kirken en efter en, udmattede og tavse. Nu sidder jeg her tilbage i min stue alene med en følelse som jeg vil prøve at konkretisere, forklare, beskrive for jer og ikke mindst for mig selv. En følelse af at verden er blevet et mindre sted at være. Som om at verden er krympet. Som om at nogen har taget en bid, en uretfærdig stor bid. Men verden fortsætter bare. den fortsætter I sin travlhed. Ja, biler kører rundt på vejene. Og studieprodukter skal afleveres. Og kvinder går til frisøren Og børn leger i haven, som om intet er sket. Ja, verden går videre. Men jeg har mistet. Det vi mange der har. Men jeg tænker tilbage og smiler, tænker på de sidste ord han sagde i december. Han sagde, jeg elsker dig Chika og jeg er stolt af dig. Og jeg husker at han altid gav lidt mere, lidt mere end han lovede. At han altid gjorde en indsats for mig. jeg husker, flemming2 At han cyklede mig i børnehave kolde vintermorgener og jeg husker følelsen af sang og uovervindelighed når man sad der i metalsadlen forrest på cyklen med krasende skæg i nakken. Og jeg husker at, han trods blodpropper rendte rundt efter det 2 årige drengebarn en sommer i Havnsø. Og jeg husker glimtet i deres øjne da de krammede i en solstråle. Og følelsen af at de to ( at mine forældre) nu gav min søn det som jeg aldrig selv fik. Bedsteforældre. Gode bedsteforældre. Og selvom der har været teenage oprør og jeg har råbt: du er ikke min rigtige far!! Men sagen er den, at han var min faderfigur. Han var der altid. Meget mere end nogen kunne havde forventet. Og jeg er evig taknemlig, for det han gav mig, for alt det han var for mig. Og for Xander.

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s