Om at tage afsked, knække nakken og finde hjem

Der skete noget i lørdags, som vendte min verden på hovedet. Noget fint og smukt og skelsættende, som gør mig gennemlykkelig. Det gør mig også skrøbelig og jeg har lyst til at holde det for mig selv lidt endnu. Vil egentlig bare helst kramme det, og lade det være mit helt eget, indtil jeg er klar til at fortælle min verden om det.

Indtil da, vil jeg nøjes med at dele de refleksioner, som det medførte. Jeg har, kun meget sparsomt, fortalt om mit tidligere liv. Jeg har nok ikke rigtig været klar. Det tror jeg, måske, jeg er nu.

Mit liv som dedikeret karriere-hetero, med så-godt-som-ægtemand, huslån og store bryllupsplaner, som var så uhyggeligt tæt på at blive eksekveret. En del af forløbet er faktisk stadig tåget, måske fordi jeg i 3 måneder efter bruddet regulært ikke kunne særligt meget andet end at gå fra sofaen til toilettet og tilbage igen. Min krop sagde stop, og nægtede simpelthen at fungere. Min verden og selvopfattelse tog sig et regulært styrtdyk, og resten af mig kunne slet ikke følge med.

Vi mødte hinanden på den anden side af verden, min eksmand og jeg. På trods af, at vi aldrig gennemførte det store, planlagte bryllup – indskudt tak for det – er han stadig noget andet og mere end blot en tidligere partner. Vi delte 5 år af vores liv og levede i en lang periode sammen på den anden side af kloden, hvor vi mødtes første gang. Jeg tror, det gør noget ved mennesker, at finde sammen i en virkelighed, hvor man er så langt væk fra sit netværk, sin base og basal tryghed. Vi var begge expats og det gjorde, at vi fandt hinanden hurtigt og intenst, og blev sammen meget længere, end hvad godt var.

Vi var en destruktiv enhed, ham og jeg. Vi feedede hinandens dårlige vaner, multiplicerede hinandens mørke sider, men var fabelagtigt gode til at lave forretning. Vi lignede en succes. Og der var da også kærlighed. Bestemt. Han var og er begavet med en af de mest fænomenale hjerner, jeg til dato har mødt, og det var i virkeligheden den, jeg var mest tiltrukket af.

At komme tilbage til Danmark var et chok. Alt føltes småt og tilknappet og svært. Vi fik begge hurtigt jobs, og begyndte derfra at bygge et liv op igen. Og det var et helvede. Det var tomt og vi skændtes, sloges, og flåede i hinandens indre, egoer og sind. Vi blev skrøbelige og hudløse og kolde, og var ikke behageligt selskab. For hinanden eller os selv.

For at illustrere, hvor grotesk et team, vi var blevet, så udsprang vores huskøb af en rødvinsbrandert. Mere eller mindre. I kedsomhed, frustration og håbet om bedre tider. Og så selvfølgelig for at se, om vi kunne – det var ren sport. Vi valgte ét ud, lagde en prisstrategi og gik så i gang. Vi var gode til projekter, det var ligesom vores ting. Kort tid efter, var det en realitet, huskøbet. Og vi flyttede til forstaden, ved stranden, og der var så smukt, og det lignede noget, der var så rigtigt. Det var det ikke.

Langsomt men sikkert krakelerede vores konstellation og en aften, efter den tredje flaske vin, væltede korthuset. Der var ikke flere bebrejdelser, modbydelige ord eller fingre tilbage at pege. Der var bare to mennesker, der virkelig ikke havde mere tilbage at give. Så vi kigge på hinanden og gav op. Simultant. Det var udramatisk, men så frygteligt sørgeligt.

Vi er stadig venner og passer stadig på hinanden på vores egen, mærkværdige måde. Der er ting, jeg aller helst vil fortælle ham først og ting, jeg ved, han forstår bedre end de fleste. Jeg ved også, at vi har såret hinanden mere end to mennesker burde, at han fandt trøst andre steder, og at jeg har tilgivet ham.

Jeg har aldrig set et menneske så lettet, som da jeg fortalte ham, at jeg var lesbisk. Som om et helt livs frustration forlod ham. Jeg tror, det var et spørgsmål om, at det jo pludseligt, åbenlyst, ikke var hans skyld. Der var ikke som sådan noget galt med ham, der var grunden til, at jeg ikke ville ha’ ham, og at vi ikke fungerede. Han havde ikke fejlet. Der var meget større faktorer i spil så som, at jeg regulært ikke brød mig om sex med mænd, at jeg ingen passion havde for ham og at jeg i øvrigt slet ikke var i kontakt med min krop. Den var lukket ned og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få den tilbage – før langt senere.

Lige nu, kigger jeg på S ud af øjenkrogen, i smug. Hun sidder ved computeren og er som altid langt smukkere end hun selv aner. Og jeg føler mig som verdens heldigste og giver skæbnen en krammer. Sådan mest for at sige, at det er ok, og at jeg jo alligevel endte lige præcis der, hvor jeg hører til.

Reklamer

2 thoughts on “Om at tage afsked, knække nakken og finde hjem

  1. Hvor er det smukt og ærligt skrevet. Jeg er slet ikke voksen nok til at håndtere så store følelser i arbejdstiden… Kan vi ikke bare gå tilbage til at snakke om bryster og fingerforlængere?

    Liked by 1 person

  2. Tak G, det var faktisk også første gang jeg rystede lidt på hånden, inden jeg trykkede “post to page”; ) Fingerforlængere og bryster er klart nemmere at håndtere (pun intended:).

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s