Et uventet møde.. Med en mand

Flashback til 2012…

Jeg stod med hovedet inde i min frysebox, godt frustreret over at den var rimet helt til igenigen, da det bankede på døren. Det var tre korte, ydmyge bank der lød og jeg havde ingen anelse om, hvem det kunne være. Var det én der ville klage? Nok havde jeg bandet over fryseren, men synes dog ikke at det var SÅ voldsomt. Jeg gik lettere forvirret over og åbnede døren.

Dér stod min nabo S. Jeg havde ikke snakket med ham før, men havde hørt at han var flink og at han godt kunne lide fodbold.

“Hej nabo.
Jeg ville sådan set bare gerne sige tak.”

“Tak for hvad dog?”

“Fordi, at du har puttet mit vasketøj i en pose, nede i kælderen. Det har jeg godt nok ikke oplevet i de fire år, jeg har boet her. Ja, altså, jeg flytter på onsdag, så det kan vel også være ligemeget, men tak skal du nu alligevel have”

Det var godt nok ikke mig, der havde gjort det, men det lod han sig ikke mærke med. det var dybest set nok ikke hovedårsagen til at han stod dér, i sin lidt slidte t-shirt og det grånede skæg, der skreg på en barbering. Han havde mest af alt brug for at snakke med nogen. Jeg havde masser af tid og den fryser ku alligevel også rende mig et vist stykke.
Så efter vi havde stået lidt dér, og frosset inviterede han mig indenfor. Først tilbød han mig en pakke leverpostej – det kunne jeg af gode grunde ikke tage imod – men i stedet fik jeg et glas med færdiglavede kartofler. Og snakken gik.
Han havde en datter, Cecilia hed hun, hun var seks et halvt, men han havde ikke set hende længe, fordi kommunen ikke mener at stedet han bor, egner sig til det. Ja, han var jo egentlig pædagog, men de har ansættelsesstop for tiden, så det hed kontanthjælp i stedet. Han var nemlig røget ud af dagpengesystemet.

Før jeg vidste af det, sad en 44-årig mand og krængede sit hjerte ud til mig, imens jeg sad lænet op ad væggen, blandt flytterodet, i hans beskedne hjem og drak øl. Så faldt snakken på de mere ømtålelige emner. Sex, præferencer, og problemer i dén retning som en mand oplever i sin midtvejskrise.

“Ja, ser du L. For tyve år siden kunne jeg vælge og vrage mellem kvinder. Og nu? Tja…nu kan jeg sgu kun vælge imellem vragene!”

Jeg studerede hans ansigt nærmere. Til trods for de dybe furer i panden, det grånede skæg og de lettere posede øjne, kunne man godt se at han havde været en attraktiv mand engang. Sikkert stadig, men jeg er ikke den bedste til at bedømme dét.

Ud af det blå, sagde han så:

“Hvordan fanden kan det dog være, at du ikke har en kæreste? Du er intelligent, charmerende, smuk og vigtigst af alt: du er levende! Det er mig en gåde, hvorfor du er single”

Her kunne man tro, at han var en slesk, pervers gammel mand, der kun havde inviteret mig ind for at have sex, men sådan var det ikke. Bevares, jeg tror da gerne at han havde meldt sig, hvis han havde fået chancen, men han så ud til at vide at det ikke blev tilfældet.
Jeg fumlede mig frem til et svar, alt imens jeg blev lidt overvældet af de pæne ord han sagde. Han grinte blot og hjalp mig lidt på vej, ved at fortælle mig at han skam heller ikke er den bedste til at tage imod komplimenter.

Vi fortsatte snakken, som indeholdt både historier om hans ekskærester, min fortid, hans og mine planer for fremtiden, interne jokes om vores underboer og en fjollet dans til tysk schlager-musik i TV-et.

“Hvor er jeg dog overrasket over, at du i så ung en alder, tør sidde her sammen med mig. Jeg kunne lige så godt have været en klam stodder, men alligevel sidder du her. Hvordan kan det være? … Nej, det er ligemeget hvorfor, men hvor er jeg dog glad for at du er her.”

Det var en underlig surrealistisk følelse at være så meget på bølgelængde med ham, som jeg var. Vi tilbragte hele aftenen sammen med chips, tysk tv og øl. Klokken 00:00, måtte jeg alligevel bekende at jeg var træt og derfor skulle hjem. Heldigvis var der ikke så langt.

Godt nytår, S. Det var hyggeligt at møde dig.

//KlicheKaren

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s