Livsstatus, nytårsfortsæt og en lille smule PMS

I Sverige har de et begreb, der hedder ’bokslut’. Ud over at det lyder som en, der har det rimelig vildt med bøger, så handler det i virkeligheden om, at gøre status over året der gik – man gør regnskab. Hvad er resultatet af året, der netop har passeret. Plusser, minusser og hvad man gerne vil ændre, gøre bedre eller bare rykke en lille smule i det kommende år.

Så, here goes – en lille opgørelse, der forhåbentlig bonner ud på plussiden. For guderne skal vide (og jeg ved i særdeleshed), at det har været et sindssygt år. Afvikling af hetero-liv i efteråret 2013 – inkl. hus, leasingbiler og fælles dyrepulje. Skarpt efterfulgt af en 3-måneders tid i fosterstilling på sofa.

Og så kom det endelig, nytåret 2014. Ud over, at det var første aften, jeg overnattede i min nye lejlighed på en madras på gulvet, mellem malerspande og afdækningsplast, så blev det også første aften, hvor jeg kiggede på en kvinde og bag min massive champagnebrandert forstod, at jeg allerhelst ville have at hun bare overhovedet ikke tog hjem. At hun skulle blive i det latterlige, røgfyldte lokale og at jeg overhovedet ikke anede, hvad jeg skulle stille op med det. Men at det var præcis nok til, at jeg forstod, at der var noget, jeg slet ikke forstod.

At hun var så sej at invitere mig ud, og at jeg fik en så fin introduktion til hvad det vil sige at ville ha’ en kvinde, det er jeg evigt taknemmelig for. Hvad livet så i øvrigt har budt på af mærkværdigheder på kvindefronten i det herrens år 2014 er en kringlet og lettere bizar fortælling. Som dog alt i alt har ført mig derhen, hvor jeg er nu.

Og det føles, ærligt talt …….. som hårdt arbejde! Jeg svor, at jeg ville være ærlig, da LateAdopter blev til – så det vil jeg honorere. Jeg gad vildt godt skrive en happy, rosenrød fortælling om, hvor nemt det er, og hvor helt utroligt intuitivt det føles at flytte ind sammen, men det er skide meget løgn. Det er overhovedet ikke nemt – og sku da slet ikke, hvis man tilsætter to stædige lebber, PMS og et 2015 rygestop!

…. nu har jeg så lige gået en tur, sniffet til den smøg, jeg ikke måtte ryge, sludret lidt med nikotinmonsteret og samlet sammen.

Status er, at jeg jo faktisk er glad. Og forelsket. Og rolig. Det har jeg ikke været i årevis. Jeg har en fornemmelse af, at det hele nok skal gå – og det er vel egentlig et ret ok udgangspunkt for 2015. Og så vil jeg forsøge at tale med monsteret lidt oftere. Ikke nikotin-typen, ham er jeg sikker på, jeg nok skal få udfaset ganske hurtigt. Mere den der lede type, der ind imellem stikker hovedet frem og er hidsig, bebrejdende og destruktiv. Be’ ham om at slappe lidt af, ta’ en drink og smække benene op – og få sig noget god damn sex.

LateAdopter (inkl. nikotinmonster og PMS) over and out.

02

Reklamer

2 thoughts on “Livsstatus, nytårsfortsæt og en lille smule PMS

  1. Nuuårh. Så fint et bokslut. Virkelig. Ærligt, hårdt og helt blødt på samme tid. Men hvordan er det så med med romantikken og den fælles bopæl? Og al det god damn sex? Blomstrer det, eller er en fælles matrikel den sikre opskrift på en langsomt hensygnende hverdag, hvor vasketøj, opvask og indkøb støt og roligt æder sig ind på alt det I ville, skulle og kunne dengang I regerede i hver jeres nation?

    Liked by 1 person

  2. Du er sød, mange tak: ) Faktisk, så går det langt over forventning. Jeg er jo ikke super romantisk anlagt og da slet ikke hyperoptimist, men hold nu op, det er dejligt at dele hverdagen og ikke skulle halse over broen efter arbejde for at stjæle et par timer sammen … Klart, der skal slibes nogle hjørner af og Sverige skal vænne sig til pludselig at have Danmark som hjem, med alt hvad det medfører (jeg tror at alle, der har prøvet at flytte til et andet land ved, hvor svært det kan være). Men alt i alt, så er der masser af plads til kærligheden. Og vasketøjet, det fylder faktisk ikke så meget. Heldigvis er ingen af os 18 år længere, så de praktiske ting, de er integreret i hverdagen – med eller uden sambo. Kattebakken, den overlades dog helt og holdent til Sverige; )

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s