Morfar Hvid og Morfar Sort! Om at blive skilsmissebarn igen!

”Morfar hvid og Morfar mørk, eller Morfar 1 og Morfar 2”  Sådan var Xanders ord i dag, da vi sagde farvel til hans morfar. Jeg blev skilsmissebarn for anden gang for omkring 2 år siden, da min mor og hendes mand efter 21 års ægteskab ikke så anden udvej end at gå fra hinanden. Denne her mand, altså Morfar 1, havde fungeret som en erstatningsfar for mig igennem hele min opvækst. Han var den der smurte mine madpakker, den der bar juletræet ind, hentede mig fra både teater og gymnastik. Han glædede sig mindst lige så meget over mavens forventningsfulde indhold som min mor gjorde det for 7 år siden, da jeg uventet ventede Xander. Så ja.. Jeg blev skilsmissebarn. Og det var på engang ubetydeligt og betydeligt, for jeg var jo allerede skilsmissebarn i forvejen. jeg husker at overhøre en beretning fra en daværende klassekammerat på HF der fortalte om hendes forældres skilsmisse, som noget der havde givet anledning til stor sorg og frustration hos hende. Og uvidende som jeg var, forstod jeg intet! ’’ Tag dig sammen, Hvor slemt kan det dog lige være!’’ husker jeg min indre stemme hviske overlegent. Mine forældre blev skilt da jeg var 1 år, så jeg ejer ingen erindringer om bruddet. Jeg værner IKKE om minder om dengang min far bredte sine store tennisarme ud og holdt min bløde mor tæt ind til sit bryst. Jeg husker det ikke. Men jeg husker, oplevelsen af at holde to omgange jul, have to hjem og to regelsæt. Jeg har aldrig set det som en dårlig ting at være skilsmissebarn. Det dårlige var udelukkende min fars manglende stabilitet, hans til tider 3 mdrs. forsvinden og hans manglende forståelse for mine råb om tryghed og ro. Men alt dette var ikke på grund af selve bruddet eller skilsmissen.  Men nu ser jeg det! Nu oplevede jeg det selv! At være skilsmissebarn. Og hvad det egentlig vil sige, når ens forældre bliver skilt – og når de bliver skilt i fjendskab. Og man som ’’barn’’, lidt føler at man står der med fødderne i begge lejre og må tage stilling og aflægge forhør hos både den ene og anden part. Det resulterede i, at vi valgte blodbånd. Vi valgte min mor. Ubevidst valgte jeg min stedfar fra. Den mand, som Xander fra dag 1 kaldte MORFAR. Den mand vis grå skægstubbe så mange gange havde kyssede hans små tumlinge-kinder. Men der gik længere og længere imellem besøgene. Og snart også længe imellem at Xander spurgte efter Morfar. Skilsmissen resulterede også i andre ting. Blandt andet, i en mor og mormor som skulle genleve noget tabt ungdom og en mormor som ikke mindst flyttede længere væk. Så Xander og jeg ikke bare lige kunne tulle forbi med klapvognen en fredag aften.. Næ! fredag aften, var mormor til koncert eller i byen, havde mandeselskab eller var ude og spise med kollegerne. Og måske var det, dét. Lige det, at de ikke længere var der hvor de skulle være! Hvor de plejede at være. At det sidste af navlestrengen ligesom blev klippet over i takt med denne skilsmisse. Det har været nogle år hvor vi ikke har set så meget til Morfar, men det har også været et år hvor min biologiske far pludselig skrev: ’’Jeg er i Danmark i morgen’’ (for første gang i 11 år ). Og i de døgn han sov på min sofa, Og de døgn hjemmet duftede mærkværdigt velkendt af fremmed FAR, De døgn, blev verden endevendt og snakket i laser. Og det stod mig klart – og ikke kun mig klart, men også ham- at vi alle sammen kæmper en kamp. På hver sin måde. Alle har sit. Sine kampe. Det har været et år, hvor Xander skulle lærer sin biologiske morfar at kende. Og det gir jo mening at mor er brun, når den rigtig morfar er sort. Men hvad i alverden er jeg så? spørger barnet. Kvart! Og jeg måtte endnu engang forklare barnet at han delvis.. et sted langt inden bag den lyse hud og det kastanje brune hår, også er ’’mørk’’. Og at vi en dag drager mod Afrika for at finde det glemte ophav. Vores rødder. gåtur1Misfornøjet med hoved på skrå legede barnet videre i sin tid. Og jeg forstår ham. Så inderligt godt... Morfar 1. Har tilbragt julen alene. Uden arbejde, på pension og uden den store vennekreds må dagene være lange og ensomme. Så vi drog afsted i dag. Vi gik de 3 km fra Bagsværd til Hjortespring for at medbringe hjemmelavet konfekt til den gamle og efterhånden tyndskæggede Morfar. Og man kunne saligt se, at øjnene blev store og lyste af gnist og lykke, da huset atter var fyldt med både barn og barnebarn. Og da vi efter et hygsomt besøg fik nytårslykønskninger og overtøjet på, sagde knægten så. Jamen nu har jeg to morfædre, hvad skal jeg så kalde dem ? Så kan du hedde morfar 1 og min anden morfar kan hedde morfar 2. ”Ja.. eller morfar sort og morfar hvid”  Tilføjede jeg let sarkastisk. ”Ja.. eller morfar sort og morfar hudfarvet” fortsatte barnet. Og jeg måtte forklare at begge farver er hudfarvet blot forskellige farver. Og så blev det: morfar hudfarvet hvid og morfar hudfarvet sort. Og vi grinte lidt alle tre, lige der i entréen, med vanterne halvt på og rygsækken tom. Og så gik vi, ud i den tidlige aftenkulde. Og jeg tænkte, at det egentlig må være mærkeligt at forholde sig til at man har to morfædre. Og jeg tænkte, at det er vilkårene for alle os mange skilsmissebørn i verden omkring. At der er en mor, en papmor, stedmor eller bonusfar, tilkomne søskende, bonus bedster og fælles børn. Men jeg tænker at det ikke gør noget! Jeg tænker at børnene finder ud af det. Det vigtigste må dog være at de er elsket, de små. At der er ører og hænder. At der er hengivne blikke og kærlige ønsker.  At der er tid til at gi. Og lyst til være en del .. af netop det liv. Barnets. tilmorfar

Reklamer

One thought on “Morfar Hvid og Morfar Sort! Om at blive skilsmissebarn igen!

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s