”Kan I dog ikke vente 45 minutter med det der?”

Jeg gad virkelig godt skrive et mega feel good indlæg lige nu. Noget rart eller bare skide plat og sjovhedsagtigt. Men det er overhovedet ikke det, der kommer fra tasterne. Der er noget andet, som siden søndag har naget mig (mere end hvad jeg ellers vil indrømme), og som jeg faktisk ikke har kunnet give slip på. Så jeg har valgt at dele det – nu jeg er så skide privilegeret at have muligheden.

I flyet, på vej hjem fra Berlin, sidder min kæreste og jeg og småsludrer. Og småkysser. Jeg har armen om hende og hviler hovedet på hendes skulder. Egentlig passer vi bare os selv.

Derfor kæder jeg det heller ikke naturligt sammen med en henvendelse til mig, da jeg fra sædet bag os hører en mandestemme, hævet og en smule aggressivt – råbe gentagende gange. Egentlig kan jeg ikke huske hvad han råbte, blot at det fangede min opmærksomhed, og at jeg slap S og vendte mig om. Manden bag ved mig, en ældre, bastant type, stirrer vredt og fuld af tydelig afsky. ”Kan I dog ikke vente 45 minutter med det der?”, hvæser han.

Først forstår jeg ikke, hvad han mener. Der går faktisk et par sekunder. Så går det op for mig. Og mit hjerte synker. Jeg kigger på S og så tilbage på manden, som nu stirrer ned i sin bog. Jeg spørger ham, hvad det helt præcis er, han mener, men han svarer ikke. Stirrer fortsat ned i bogen. Jeg kigger derefter på hans kone, som blot undgår mit blik. Jeg spørger ham igen, om han vil være sød at forklare mig, hvad han mener, og jeg kan se musklen i hans kæbe bevæge sig i små ryk, mens han bider tænderne hårdt sammen. På det tidspunkt bliver jeg faktisk en lille smule utryg, og vælger at vende mig om.

Så sidder vi der og stirrer på hinanden, S og jeg. Skide desillusionerede og temmelig ubehageligt tilpas.

Og så kan jeg pludselig mærke min egen vrede. Hvad er det egentlig, han mener giver ham retten til at træde ind på min banehalvdel og bede mig regulere min adfærd, så han kan føle sig bedre tilpas? Jeg vælger at spørge ham.

auntie032012leftophobe_LargeWide

Med et spinkelt håb om, at manden i det mindste er begavet nok til at føre en samtale, spørger jeg ham igen, høfligt, om hvad der monstro kunne have været så ubehageligt og stødende ved min adfærd. At jeg virkelig gerne ville have en dialog omkring det – så jeg kan prøve at forstå, hvor kan kommer fra.

Han ignorerer mig. Det samme gør hans kone. Intet svar. Ingenting.

Jeg ved faktisk ikke hvad der er værst: at han tilsyneladende synes, det var skide okay at få os til at føle os så utrygge eller at han ikke engang anså os for værdige til videre dialog.

Det gør mig så sindssygt desillusioneret. Og træt. Og jeg ved godt, at den slags mennesker ikke fortjener så meget som et minut mere af min opmærksomhed, og at jeg ikke burde lade mig slå ud af det. Men det gør jeg.

Og jeg ved faktisk ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af det. Skal jeg blive vred? Hjælper det at tude? Og hvad skal jeg egentlig gøre næste gang, det sker, for let’s face it, det kommer det til. Og det er jo heller ikke første gang.

Hvordan håndterer man egentlig bedst homofobi, når man så direkte konfronteres med det?

Reklamer

2 thoughts on “”Kan I dog ikke vente 45 minutter med det der?”

  1. U-be-ha-ge-ligt!!
    Jeg benytter mig af tre varianter inden for temaet – alt efter situation og overskud : 1. Ignorerer 2. Sender dræberblikket. 3. Smiler og siger noget i retning af “Vi ER bare så forelskede.”
    Jeg går derimod ALDRIG i dialog med homofober. Det er meningsløs spild af tid. Lader hellere tåbernes ord tale for sig selv.
    Måske er det derfor, at du ikke helt kan ryste oplevelsen af dig.
    Fordi du inderst inde godt ved, at de er fortabte sjæle ;-y

    Like

    • Du har fuldstændig ret, det nytter desværre ikke en skid med dialog i den her type tilfælde. Jeg blev simpelthen bare så hidsig over, at han fik chancen for at hyle os ud af den, og så bare kunne sidde der, uforstyrret, som om ingenting var hændt. I virkeligheden endte jeg bare op med en følelse af endnu mere afmagt, som er blevet hængende, som en stor, fed, sort sky. Jeg ranker sku lige ryggen og begynder at øve mig på dræberblikket: )

      Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s